Bragr
Danmarkar'n

Poleret dansk-svensk folk i højere enhed

GAFFA

CD / Go' Danish Folk Music
Udgivelse D. 27.04.2016
Anmeldt af
Morten Gottschalck

Folktrioen Bragr består af det svensk-danske ægtepar Perry og Christine på henholdsvis strenge og percussion samt danske Jesper Frost på bas og jødeharpe. Alle bidrager med vokal på denne ret lækre udgivelse, som passer godt til en søndag formiddag med scrambled eggs. Alle numre er pudset for skønhedsfejl, og vi går fri af hårdtpumpede dansenumre, hvilket gør albummet et behagelig bekendtskab.
 
Halvdelen af kompositionerne er trad, mens resten er hentet udefra. Bragr bringer således strengt taget kun andres retter til bordet, men sådan er udgivelser fra folkorkestre ofte, og det er efter bogen. Danmarkar'n skiller sig ud ved at være tilbagelænet og velspillet, især på Hjortingens Polska, Bryllupsfesten og lukkeren Klarälvpolskan. Hvis jeg skal komme med et par anker, er det måske lidt for studiepænt, og samtidig en smule kort. Den vildskab, som også er Bragr, er kun overfladisk til stede.
 
Folkorkestre gør sig ofte bedst live, hvor musikerne kan præsentere numrene, joke med folk, improvisere og byde op til dans. Jeg hørte Bragr på Jam Days i august 2016, og det var en rent ud fornøjelig oplevelse. Hvis du får muligheden og føler dig let til bens, så kan både album og koncerter anbefales.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA